Jens-André P. Herbener

I den verserende debat om, hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at blive gift i kirken, og hvorvidt der er mere end én vej til Gud, befinder jeg mig i en splittet position. På den ene side finder jeg det vanskeligt ikke at have sympati for de præster og teologer, der går ind for kirkelige vielser af homoseksuelle og en flersporet vej til Herren. Det forekommer ikke blot at være udtryk for basal medmenneskelighed, men også en hensigtsmæssig religiøs tolerance og fleksibilitet.

På den anden side finder jeg det lige så vanskeligt ikke at give modstanderne ret, når Bibelen og bekendelsesskrifterne skal tillægges en central rolle (hvilket de ifølge kirken skal). Ifølge Bibelen både forbydes og fordømmes homoseksualitet som sådan, hvorfor en kirkelig velsignelse af homoseksuelle må betegnes som illegitim. Og ifølge både Bibelen og bekendelsesskrifterne er der én og kun én vej til Gud, og det er gennem Kristus. Sådan har man mig bekendt da også forstået det i næsten hele kristendommens historie.

Ud fra debatten at dømme er der mange kristne, der har øje for det iøjnespringende dilemma, og spørgsmålet er da også: Er der overhovedet nogen redelig vej ud af det kirkelige morads: Kan man være en god og teologisk hæderlig kristen, samtidig med at man går ind for kirkelige homoægteskaber og mange veje til Gud?

Et tilløb til en konsistent løsning på denne type problematik blev givet sidste år af min gamle lærer i religionspsykologi på Århus Universitet, Troels Nørager – en hyggelig fyr, der mere mindede om en efterskolelærer i striktrøje end en akademiker med overlægeattitude. Det skal man imidlertid ikke lade sig narre af.

Som bekendt foreslog han, at kristne skulle tage afsked med Abrahams ofring af Isak som en del af kanon, og ikke overraskende rejste der sig en storm af næsten inkvisitorisk forargelse – hvor vovede en almindelig dødelig at røre ved Den Hellige Skrift?! Om protesterne var udtryk for den proverbielle modstand mod den lige så proverbielle foregangsmand, kan kun tiden vise.

Personligt synes jeg nu, at der kun var ét problem ved Nøragers forslag, og det var, at det ikke var konsekvent nok. Hvorfor egentlig nøjes med 1. Mosebog kap. 22, når man nu havde åbnet op for en decideret reform af Bibelen? Derom har jeg skrevet en kronik, der var i Politiken søndag den 14. marts:

Generalopgør med Bibelen

Det er en gammel nyhed, at folk fra Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti står i kø for at overbyde hinanden i groteske generaliseringer om muslimer og islam. Det er også velkendt, at blandt de mest nidkære kritikere finder man også nogle af de mest nidkære kristne i Danmark. Det er næppe tilfældigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om de kristelige korsfarere burde være dem, der kastede de første sten, for nu at tale bibelsk. Specielt i betragtning af, for igen at tale bibelsk, at det er et hæderkronet princip at fjerne bjælken i eget øje, før man kaster sig over splinten i andres øjne. Når man ser på kirken, dens fundament og historie, er der faktisk gode grunde til at øve selvkritik, ja, måske endog foretage et vidtrækkende selvopgør.

Et bemærkelsesværdigt tilløb til et sådant fandt sted sidste år. Med et forslag om at tage afsked med Abrahams ofring af sin egen søn Isak som en del af kristendommens kanon åbnede prodekan, dr.theol. Troels Nørager fra Det Teologiske Fakultet i Århus op for en væsentlig diskussion såvel som en rødglødende debat. Ikke blot i Kristeligt Dagblad, men også i andre medier. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han havde åbnet for Pandoras æske, og det har han måske også.

Hvor mange imidlertid syntes at mene, at den teologiske doktor gik (alt) for vidt, er spørgsmålet nok snarere, om han gik vidt nok. Sagen er nemlig, at Bibelen rummer adskillige elementer, der ikke blot står i modsætning til moderne demokrati, menneskerettigheder og etik, men også fundamental medmenneskelighed. Ikke desto mindre vil de færreste teologer tilsyneladende give afkald på så meget som et enkelt kapitel af Bøgernes Bog.

Lad os tage nogle eksempler. I Anden Mosebog kap. 32 iværksætter Moses på vegne af Herren nedslagtningen af 3000 israelitiske landsmænd, fordi de har dyrket deres Gud i skikkelse af en guldkalv. Det havde de ganske vist lovet ikke at gøre – men at slå 3000 mennesker ihjel som straf kan vanskeligt karakteriseres som andet end proportionsløst blodbad. Men ikke nok med det: Fortællerens sympati er åbenlyst hos Gud og Moses, ikke hos de myrdede.

Nu kunne nogen måske tro, at de to herrer havde haft en uheldig offday, men det er ikke tilfældet. Religiøs intolerance ophøjes nemlig til guddommelig lov i Femte Mosebog kap. 17, når Guds talerør dikterer, at enhver israelit, der gør sig skyldig i ”afgudsdyrkelse”, skal stenes til døde. En grusom henrettelsesmetode. Hvorfor? Jo, for religionsfrihed – en selvfølge i Vesten i dag og i flertallet af verdenshistoriens ikke-monoteistiske kulturer.

Heller ikke når israelitterne skal erobre Det Forjættede Land, tages der fløjlshandsker på. I Femte Mosebog kap. 7 og 20 beordrer Moses en religiøst begrundet etnisk udrensning af de derværende folkeslag. Alle, mænd og kvinder, børn og gamle, skal slås ihjel. Og det gør Moses’ efterfølger og israelitternes leder Josva, hvad han kan for at opfylde. Se blot i Josvabogen kap. 10-11. Også han er massemorder, og også han hyldes som helt.

En massemorder finder vi ligeledes i Herrens profet Elias i Første Kongebog kap. 18. Efter at have vundet en styrkeprøve over 450 Baal-profeter på Karmels bjerg, indfanger han sine gudløse opponenter og slagter dem. Taleban ville have været misundelig over denne nidkærhed. Elias’ efterfølger Elisa drager i Anden Kongebog kap. 2 omsorg for, at 42 drengebørn, der har gjort nar af hans skaldepande, bliver flået ihjel. I samarbejde med Gud Herren, hvis nogen skulle være i tvivl.

Heller ikke David, den største israelitiske sagnkonge, har tilsyneladende holdt sig tilbage. Således lovprises han i Første Samuelsbog for at have dræbt ”titusinder”, mens rivalen Saul må nøjes med at blive hædret for ”tusinder”. Det var David, ikke Saul, som Herren udvalgte til at være grundlægger af et evigt dynasti.

I Første Mosebog kap. 19 bliver Sodoma og Gomorra genstand for Guds ildsprudlende vrede, og en af hovedårsagerne hertil var øjensynligt indbyggernes homoseksualitet. Igen er det ikke et spørgsmål om, at Herren har fået det forkerte ben ud af sengen hin dag. I Tredje Mosebog kap. 20 dikterer den guddommelige pebersvend en lov mod homoseksualitet. Med dødsstraf som sanktion.

Piger, der ikke er jomfruer, når de bliver gift, skal ifølge Femte Mosebog kap. 22 i øvrigt stenes til døde. En undtagelse gælder ikke-forlovede jomfruer, der bliver voldtaget. Ifølge Guds lov i selvsamme kapitel er de forpligtede til at blive gift med voldtægtsmanden. Pigen skulle jo nødig stå alene med det mulige resultat af affæren.

Kalamiteter er imidlertid på ingen måde begrænset til Det Gamle Testamente. I modsætning til, hvad de fleste teologer reklamerer med og de fleste folk forestiller sig, kan Det Nye Testamente fremvise elementer, der ligger på linje med nogle af de mest yderliggående sekter i dag. Det drejer sig om bl.a. verdenshad, jødehad, familiehad, fanatisme, ringeagt over for kvinder (inklusiv krav om at bære slør), evig hævn over synderne, sandhedsabsolutisme, dødsstraf over homoseksuelle og storhedsvanvid. Det skal jeg gerne detaljere ved lejlighed.

Dertil kommer, at den kristne kirke, som jo abonnerer på Det Gamle og Det Nye Testamente i fællesskab, historisk har bidraget til modbydeligheder, der formentlig overgår alle andre religioner. I dens navn (til dens udbredelse, opretholdelse eller ære) er der blevet opløst religioner, ført korstoge, undertrykt kvinder, iværksat inkvisition, kætterforfølgelser, censur, heksebrændinger, undertvingelse af indfødte, religionskrige, massakrer på jøder, stigmatiseret anderledes tænkende etc.

Og er det ikke et godt bibelsk princip, at man skal kende træet på frugterne? Ja, at et godt træ, som Matthæusevangeliet kap. 7 siger, slet ikke kan bære dårlige frugter?

Nu vil nogen sikkert indvende, at ovenstående eksempler ikke omfatter ”de bibelske grundfortællinger”. Her må det på den ene side medgives, at Bibelen vitterligt består af et kalejdoskop af skrifter præget af forskellige traditioner, teologier og tider, ligesom man kan finde belæg for næsten hvad som helst heri. Ingen tvivl om det. Derfor repræsenterer eksemplerne også blot udvalgte sider af Bibelen, ikke Bibelen i dens multispraglede mangfoldighed.

På den anden side skal det slås fast, at der kan fremhæves mange andre eksempler af ovenstående type. Desuden er begrebet bibelske grundfortællinger en noget variabel størrelse. Opfattelsen heraf er erfaringsmæssigt betinget af de til enhver tid gældende teologiske behov, modeluner og magtkonstellationer. Det er kirkehistorien et langt bevis for. F.eks. har (dele af) Moseloven spillet en fremtrædende rolle i mange kristne landes love og etik helt op i 1800-tallet. Og gør det nogle steder endnu den dag i dag.

Endelig dominerer religiøs intolerance i skikkelse af forestillingen om kun én, sand Gud – for israelitterne eller hele menneskeheden som sådan – de bibelske skrifter. Et velkendt sted er fra de ti bud i Femte Mosebog kap. 5: ”Du må ikke have andre guder end mig … for jeg, Herren din Gud, er en skinsyg Gud!” I Anden Kongebog kap. 23 bliver det omsat til blodig og brutal virkelighed i form af en kultisk revolution fra oven; al ikke-jahvistisk gudsdyrkelse i Israel bliver systematisk destrueret.

Dertil kommer det, som man kunne kalde for den kristne sandhedsabsolutisme. Tænk på Frelseren, der ifølge Johannesevangeliet kap. 14 hævder at være ”vejen og sandheden og livet” og ifølge Matthæusevangeliet kap. 28 har fået ”al magt i himlen og på jorden”, hvorfor alle folkeslag skal gøres til hans disciple. Ja, ifølge Filipperbrevet kap. 2 skal alle ned på knæ og ”hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre”. Intet mindre.

En nødvendig konsekvens af denne tankegang er religiøs eksklusivisme: Forkastelsen af andre guder som afguder, dæmoner eller ikke-eksisterende; forkastelsen af andre religioner og ideologier som falske eller i det mindste laverestående; forkastelsen af alle, der ikke dyrker den sande Gud, som hedninger, vantro eller kættere. I værste fald som Guds fjender og Satans tjenere, der derfor skal udryddes.

Det er uomtvisteligt, at den bibelske intolerance, absolutisme og eksklusivisme rummer et særligt potentiale for religiøst betinget vold. Ligesom den er uforenelig med en moderne, fundamental menneskerettighed som religionsfrihed. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at vold er et ukendt fænomen inden for polyteistiske religioner.

Nej, det særlige ved traditionel monoteisme er den religiøst legitimerede intolerance – og undertiden vold og krig – når Den Sande Tro skal udbredes og opretholdes. Eller som den tyske kulturteoretiker Jan Assmann har slået til lyd for, er det afvisningen og bekæmpelsen af andre guder og religioner som falske (afgudsdyrkelse, djævleri, hedenskab, overtro m.m.), der er det revolutionerende nye og traditionelt også et af de særskilt karakteristiske træk ved monoteistiske religioner. At repræsentere Den Ene, Sande og Almægtige Gud forpligter.

Ikke overraskende har det historisk haft store, negative konsekvenser for mange religioner, frem for alt polyteistiske, der gerne har hyldet en implicit religiøs tolerance og inklusivisme, selv om der også kan gives eksempler på det modsatte. Sidstnævnte må dog betegnes som primært kontekstbestemte og isolerede tilfælde. De er meget sjældent udtryk for en principiel, universel og religiøst motiveret fornægtelse af alle andre religioner end ens egen, sådan som vi kender det fra betydelige dele af kristendommens historie, men også islams, hvad angår polyteisme. Islam har traditionelt tilladt bl.a. jødedom og kristendom – kaldet ”Bogens folk” – som underordnede størrelser.

Mange, hvis ikke de fleste polyteistiske religioner, der ellers repræsenterer den mest udbredte religionsform i menneskehedens historie, er i dag helt eller delvist ophørt med at eksistere. I sammenligning er de monoteistiske religioner kristendom og islam, der findes i talrige varianter, blevet verdens største trosretninger.

En af rygmarvsindvendingerne fra kristne nyapologeters side er, at fortrædelighederne for Vestens vedkommende i det store og hele er et overstået kapitel i dag. Vort samfund er jo præget af sekularisering og menneskerettigheder, multireligiøsitet og overvejende fredsommelige kirkesamfund. Og det er da også sandt, specielt når man husker på, at det i høj grad er opstået som et resultat af kirkens reducerede magt. Som et resultat af Oplysningstidens opgør med de religionskrige og den fanatiske intolerance, der fulgte i kølvandet på Reformationen.

Alligevel er det en sandhed med en del modifikationer. Som bekendt var Bibelen hovedinspirationskilde for den tidligere leder for verdens største supermagt og militærmaskine George W. Bush, der bl.a. gjorde brug af religiøse legitimeringer af sine krige, ligesom han på klassisk kristen vis skelnede skarpt ikke blot mellem Godhed og Ondskab, men også mellem Venner og Fjender: ”Enten er man med os, eller også er man med terroristerne” (sml. Matthæusevangeliet kap. 12).

Nævnes skal også de måske mest indflydelsesrige kristne præster herhjemme i nyere tid, Jesper Langballe og Søren Krarup, der på afgørende måde er drevet af den religiøse absolutisme, der kendetegner Bibelen og Luthers lære. F.eks. skrev Krarup for nogle år tilbage: ”Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.”

Få har som disse to bidraget ideologisk til at sætte den politiske dagsorden i de senere år, ja, at skabe en ny tidsånd vendt frontalt mod islam, kristendommens gamle ærkefjende. Der kunne nævnes flere eksempler, men disse skulle række til at vise, at kirkens mere traditionelle skikkelser langtfra er uddøde, tværtimod, og at de næppe bidrager til fredelig sameksistens og tværkulturel forståelse.

Så hvad kan man gøre?

Har man modet til at se sin egen religions dæmoner i øjnene og øve selvkritik af gavn, kunne man slå ind på den samme vej, som den teologiske prodekan i Århus forsigtigt betrådte sidste år. Man kunne gribe fat om nældens rod Bibelen og tage afsked ikke blot med Abrahams ofring af Isak, men med alle intolerante, absolutistiske og voldelige elementer som del af kristendommens kanoniske helligskrift. For hvad kan man egentlig bruge dem til i nutidens verden?

Det ville have flere fordele. For det første ville man tage store mængder eksplosiv ammunition ud af religionskritikernes kanoner. For det andet ville man ikke længere være tvunget til at bortforklare og omfortolke en masse steder, således at de på det nærmeste får den modsatte betydning af det, som de efter al sandsynlighed har. Denne fortolkningsmetode har ofte bidraget til at sætte teologer og præster i et noget dubiøst skær.

For det tredje ville risikoen for, at konservative og fundamentalistiske troende bruger Bibelen til at legitimere religiøs diskrimination, undertrykkelse og forfølgelse blive minimeret drastisk. Endelig ville man have ryggen fri til at rette en kritik af de intolerante, absolutistiske og eksklusivistiske elementer, der også findes i dele af Koranen og af islam i øvrigt, verdens næststørste religion – og hvor de ellers manifesterer sig, naturligvis. F.eks. hos hardcore ateister og betonsekularister.

Det ville godt nok resultere i en noget fortyndet og forandret udgave af Bibelen (og dermed en afsked til alle traditionelle udgaver af kristendommen), men i betragtning af de betydelige gevinster ved indgrebet er spørgsmålet vel blot:

Hvad venter man på?

Jens-André P. Herbener
Cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog

PS: I lyset af den efterfølgende debat på Politikens netavis har følgende eksplicitering vist sig at være nødvendig:

Blot for at gøre op med et par misforståelser: Jeg går ikke ind for, at dele af Bibelen skal ”censureres” eller lignende, f.eks. ved at der klippes i eksisterende bibler, eller ved at Bibelen i sine hidtidige former skal forbydes. Det ville være tåbeligt, og selvfølgelig skal folk fortsat have mulighed for at læse den bibel, der har eksisteret i mange, mange hundrede år. Ingen tvivl om det.

Nej, mit ærinde er derimod at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om de intolerante, absolutistiske og voldelige elementer fortsat skal udgøre en del af de kristne trossamfunds kanon. Det vil sige, om disse dele ligesom alle de andre dele af Bibelen fortsat skal være normgivende / forpligtende for kristen forkyndelse og lære. Eller om disse dele ikke længere skal have kanonisk status. Som det fremgår, går jeg ind for sidstnævnte model.

Det er et selvfølgeligt krav i folkeskolen, gymnasiet og universitetet, at undervisningsmaterialet skal være fagligt orienteret og neutralt. Så vidt muligt. En af de mest markante undtagelser, der alt for længe har nydt særlige privilegier, er Folkekirkens bibeloversættelse

Nærværende forfatter skal ikke lægge skjul på, at han forholder sig kritisk til dele af den kristne kirke og andre magtfulde religiøse institutioner. Derfor kan det måske heller ikke undre, at han undertiden bliver spurgt: Hvorfor så beskæftige sig med noget så tyndhåret som bibeloversættelse?

Er det ikke kun for støvede præster og verdensfjerne teologer eller håbefulde missionærer i Uganda? Har det i øvrigt nogen relevans for samfundet og universitetet i dag? For de fleste danskere (det er næppe nogen statshemmelighed) er Bibelen jo ikke i synderlig høj kurs. Så let er der imidlertid ingen, der slipper.

For det første er Bibelen den vestlige verdens mest indflydelsesrige helligskrift i de sidste 2000 år. For det andet spiller oversættelser af de bibelske tekster en central rolle som kildetekster til jødedommen og kristendommen, eftersom det er de færreste, der behersker Bibelens originalsprog.

For det tredje er ca. 83 procent af danskerne medlem af Folkekirken og baserer dermed (formelt) deres tro på Bibelen og den evangelisk-lutherske lære. Endelig anvendes Bibelen ikke kun i Folkekirken, men også i alt fra folkeskolen, gymnasiet og HF, over lærerseminarier, højskoler, plejehjem og sygehuse, til en lang række fag på universitetet. Således betragtet, uanset hvordan man vender og drejer det, er det de færreste, der kommer uden om at stifte bekendtskab med Bibelen.

Bibeloversætterens magt
Problemet er, at de allerfleste kun kan læse Bibelen i oversættelse. Dermed får bibeloversætteren af indlysende grunde en betydelig magt. For de fleste, der med et minimum af bevidsthed vil beskæftige sig med de bibelske tekster, bliver et indgående kendskab til oversættelser, deres retningslinier og ikke mindst deres tekstnærhed (eller mangel på samme) dermed en afgørende forudsætning for at kunne tage stilling til deres karakter og anvendelsesområde. Og her kommer man i DK ikke uden om Bibelselskabets bibeloversættelse, der ikke blot er Folkekirkens officielle, men den danske bibel par excellence. Prøv blot at gå ind i en gængs boghandel, skole, gymnasieskole eller kirke og se, hvad der er at vælge imellem!

Med andre ord: Kirkens bibel er langtfra forbeholdt kirkens rum, men anvendes i store dele af det danske samfund. Af samme grund er det naturligvis af almen, samfundsmæssig interesse at underkaste den en kritisk undersøgelse.

Som nogle sikkert husker, udgav Bibelselskabet i 1992 under stor festivitas en ny, autoriseret bibeloversættelse. Den blev hurtigt en bragende succes og blev kåret til »Årets bog 1992«. Siden 1996 har DKs nationalbibel imidlertid været genstand for skarp kritik – medaljen har en bagside. I aviser, tidsskrifter og fagbøger er den igen og igen blevet kritiseret for at have tilpasset Det Gamle Testamente til kristen dogmatik og kirkepolitiske hensyn.

Det Gamle Testamente uden Kristus
For at forstå, hvad der er på spil, må man kende til det intrikate forhold bibelvidenskaben og kirken mellem. Kort sagt: I de sidste par hundrede år er det i stigende grad blevet klart, at der ikke står noget om Jesus Kristus i Det Gamle Testamente, hvilket ikke kan undre, da det stammer fra førkristen tid, og i sig selv er et jødisk helligskrift.

Som professor i Gammel Testamente, Eduard Nielsen, skrev i 1988: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.«

I 1996 fulgte lektor i Gammel Testamente, Hans J. Lundager Jensen, trop: »Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.«

Denne erkendelse er et fundamentalt problem for kirken, da den fra begyndelsen har læst Det Gamle Testamente som en Kristus-profeti – det er en central del af kirkens traditionelle selvforståelse og bekendelse. Dette er også kommet til udtryk i dens bibeloversættelser. Siden Reformationen har kirkens bibler således understøttet denne opfattelse af Det Gamle Testamente, bl.a. i form af illustrationer, fortaler, kommentarer og en kristianiseret ordlyd, der ikke lader den ubefæstede sjæl i tvivl om, at Det Gamle Testamente dybest set handler om Kristus.

Som følge af oplysningstiden og bibelkritikken har forståelsen af Det Gamle Testamente som en kristen bog imidlertid ikke kunnet opretholdes. Siden 2. halvdel af 1800-tallet har kirken derfor i stigende grad måttet give afkald på kirkeligt iscenesatte bibeloversættelser, og med den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1931 er der tale om et sporskifte i officiel dansk bibeltradition.

Selv om også den på forskellig måde er præget af kirkelige hensyn, er videnskaben ikke desto mindre slået igennem på en række felter. Udviklingen efterlod uundgåeligt visse forventninger om, at den næste autoriserede oversættelse ville være på højde med videnskaben og dermed for alvor træde ud af fortidens kirkedogmatiske skygge. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

1992-oversættelsen og kirkens højrefløj
Da Bibelselskabet i 1970erne påbegyndte en ny oversættelse af Det Gamle Testamente, tegnede det lyst til at begynde med. Både udgangspunktet og retningslinierne for de indledende prøveoversættelser var i det store hele videnskabeligt anlagt, også selv om der blev taget visse hensyn til kirken.

Bibelkritikkens markante indflydelse på prøveoversættelserne vakte imidlertid stor utilfredshed på den kirkelige højrefløj, der består af konservative og fundamentalistiske kristne organisationer. Bl.a. Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut i København.

Gennem kritiske skrivelser til Bibelselskabet, et hav af kritiske indlæg i aviser og tidsskrifter og ca. 1000 siders kritik af prøveoversættelserne lagde den hårdt pres på Bibelselskabet. Kirkens højrefløj insisterede på, at repræsentanter herfor skulle deltage i revisionen af prøveoversættelserne, og at prøveoversættelsernes gengivelse af en lang række skriftsteder og udtryk, der har spillet en vigtig rolle i den kirkelige tradition, skulle ændres. Ellers – truede man med – ville et alternativt oversættelsesprojekt kunne blive iværksat, og dermed ville den kirkelige enhed omkring én, autoriseret bibel være sprængt.

Kritikken fik omfattende konsekvenser. Bl.a. blev der nedsat en såkaldt GT-NT-koordineringsgruppe og revisionskomite, der rettede prøveoversættelserne, således at den endelige oversættelse af Det Gamle Testamente tog hensyn til Det Nye Testamente og en række kirkelige dogmer. Derved blev den færdige kirkebibel – som målet var – hensigtsmæssig i en kirkelig fortolkningsoptik og brugssammenhæng.

Men dermed blev 1992-oversættelsen også kirkeligt tendentiøs. På en række punkter fortæller den således i højere grad, hvad der ifølge den kristne tradition burde have stået i Det Gamle Testamente, end hvad der ifølge videnskaben mest sandsynligt står. Forskellene mellem de indledende oversættelsesudkast, prøveoversættelserne og den kirkeligt autoriserede oversættelse er undertiden en konkret illustration heraf. Samlet set repræsenterer oversættelsen en spektakulær hybrid mellem videnskabelige og ikke-videnskabelige, kirkelige hensyn.

Bibeloversættelse og det moderne samfund
Men hvad er egentlig problemet, vil nogen måske sige? Må kirken ikke gøre, hvad den vil? Naturligvis – så længe 1992-oversættelsen forbliver i kirkens rum. Problemet er som sagt, at oversættelsen også anvendes i hele undervisningssystemet og mange andre steder uden for kirken. Og da de forskellige udgaver af 1992-oversættelsen ikke oplyser et ord om de talrige hensyn til kirken og dens konservative højrefløj, vil den af de fleste også blive anvendt som kilde til Det Gamle Testamente selv, ikke til Folkekirkens autoriserede version heraf, hvilket den faktuelt er.

Dermed er naturligvis ikke sagt, at enhver oversættelse ikke også er en fortolkning, eller at der undertiden ikke er flere oversættelsesmuligheder. Men der er selvsagt forskel på så vidt muligt at tilsidesætte sin egen forudopfattelse og så bevidst at indlæse den i teksten. Det er det sidste, at 1992-oversættelsen på en række punkter gør sig skyldig i.

Problemet bliver yderligere understreget af, at Det Gamle Testamente ikke blot udgør et centralt element i fundamentet for kristendommen, men også for jødedommen og islam. På grundlag af 1992-oversættelsen er det ikke muligt at levere en fagligt neutral undervisning i Det Gamle Testamente – i alt fald ikke uden en stribe undersættelser og oplysninger, der korrigerer for den kirkelige bias. Det er naturligvis en uholdbar situation for et moderne, vestligt undervisningssystem, ligesom det i lyset af det pluralistiske, flerkulturelle og globaliserede samfund, vi lever i, ikke længere er tidssvarende.

Den største hindring for at ændre status quo er givetvis, at der ligger store magt- og trosinteresser bag kirkens bibeloversættelse, så meget mere som den fortsat nyder en monopollignende status i DK. Af samme grund er kirken og dele af teologien ikke begejstret for denne kritik. Men som bekendt er der efterhånden en temmelig stor verden uden for Folkekirken, og kritikken er i løbet af de sidste ti år blevet fremsat eller støttet af en række højtstående forskere.

Nærværende forfatter har selv andetsteds skrevet om problemet, langt mere udførligt og dokumenteret end det er muligt her. For en oversigt herover, se herbener.dk og bibeloversættelse.dk.

Jens-André P. Herbener

Let redigeret version af kronik i Universitetsavisen 10.11.2006

Forleden kunne man i mange af landets aviser læse, at »Folkeskolen tager religiøse hensyn«. En nærlæsning gav indtryk af, 1) at det er noget nyt, og 2) at hensynene alene er til islam.

Begge dele er helt forkert. Tænk på juleferien, der er betinget af den kristne frelsers fødsel; påskeferien, der er betinget af hans død og opstandelse; pinseferien, der er betinget af Helligåndens komme; Kristi Himmelfarts dag, ja, det er jo selvforklarende, og så videre.

Tænk også på den kristne konfirmationsforberedelse, der ligger i skoletiden og undertiden på skolerne; på den mange steder stadig obligate kristne julegudstjeneste i forbindelse med skolernes juleafslutning; eller på morgensamling med salmesang og fadervor, som en del skoler stadig praktiserer. Om sidstnævnte skrev Bertel Haarder i øvrigt i 2009: ”Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur, som jeg synes, det vil være vanvittigt at forbyde.”

Man kan også nævne skolens religionsfag kristendomskundskab, der reelt har en kirkelig slagside. Det gælder ikke blot navnet – det skal trods alt dække flere religioner – men også indholdet, da dets »centrale kundskabsområde« er evangelisk-luthersk kristendom. Dertil kommer, at det ofte er blevet kritiseret for i realiteten at befinde sig i grænseområdet mellem neutral undervisning og kirkelig forkyndelse.

Som konkret eksempel herpå kan nævnes det nok vigtigste kildemateriale til faget, nemlig Bibelen, der i Bibelselskabets udgave fra 1992 er præget af en lang række tekstfremmede hensyn til den kirkelige tradition, dogmatik, salmetradition osv., et resultat af først og fremmest den kirkelige højrefløjs indflydelse på oversættelsen.

Med andre ord: Det nye er ikke religiøse hensyn, dem har der længe været især og fremfor alt til kristendommen. Nej, det nye er, at der nu også tages hensyn til islam, herunder i visse tilfælde en anden type hensyn end til kirken.

Bortset fra at religiøse hensyn under ingen vilkår bør øve indflydelse på undervisningens faglighed, er der umiddelbart to muligheder, der bør overvejes i den aktuelle situation. Enten må ethvert hensyn til religion ekskluderes, sådan som det i det væsentlige karakteriserer skolesystemet i Frankrig.

Det vil sige, konsekvent gennemført, ingen kors, ingen tørklæder, ingen kalotter, ingen juleferie, ingen julegudstjenester, ingen ramadanferie, ingen påskeferie, ingen kønsopdelte møder, ingen konfirmationsforberedelse, ingen bederum, ingen salmesang, ingen fadervor, ingen pinseferie, ingen Eid-fejring, ingen juletræer, ingen sancta lucia-optog, ingen »kristendomskundskab«, og hvad man nu ellers kan finde frem.

Eller også må der i inklusionens og fleksibilitetens navn gives mulighed for, at flere religioner (monoteistiske såvel som polyteistiske) tilgodeses i et vist omfang – så længe det altså ikke er på bekostning af det faglige.

Den nuværende model er på flere områder ikke blot forældet, men også udtryk for kristen betinget ulighed og forskelsbehandling – og debatten herom uanstændig dobbeltmoral.

Jens-André P. Herbener

Bragt i forkortet version i Berlingske Tidende 1. marts 2010 (opinionsindlæg)